Min mor har altid haft en meget underlig tøjsmag - hvis det overhovedet kan kaldes for smag. Som lille sagde min lillebror, at Dronningen og Tupi (vores mor) havde de samme kjoler. - Helt samme kjoler rakte budgettet bestemt ikke til. Dronningen kom vel også til lidt finere fester end min mor (o;
Men kjoler med store blomster og mange farver, var det han mente.
Jeg har derimod altid syntes, at vores mor var så pinlig dårlig klædt. Jeg ønskede blot en almindelig mor i beige farvet tøj tilsat lidt sort.
Hun var frisør, så 80 % af tiden havde hun en kittelkjole på. - Jeg har aldrig aldrig set hende i bukser.
Jeg skulle i hvert fald ALDRIG selv være så dårlig klædt. Så lang afstand til hende, som muligt - TAK. - For jeg skulle i hvert fald være en smart voksen.
Hvad sker der så ? Lige pludselig er den her min ynglingskjole.
Min mors smag invaderer mig liv. Det er fanme uhyggeligt. Inden jeg ser mig om, er kagecreme min ynglingsret.
Men hold op, for nogle fede kjoler tryk her og se selv.
Jeg må bestille nogle kjoler med det vuns. Det kan ikke gå stærkt nok.
Jeg vil have farver, som eksploderer, i mit liv. Slut med de mørke farver. Nu skal der spræld og underlige mønstrer ind.
Stakkels Lærke - hun kommer til at vokse op med en farveforvirret mor. Kaya fik til gengæld en opvækst med almindelig-mor-i-massen-opvækst.
Gad vide, om det er luften i Ilulissat, der er noget galt med ? Siden jeg pludselig ikke kan få farver nok. Eller om det bare er almindelig tidens forfald ? At man gør som sin mor ?
Pludselig kan jeg høre hende, når jeg lukker et eller andet underligt ud.
Det er fanme uhyggeligt - jeg kan se mig selv sende som Yvonne fra Olsenbanden (hende kan jeg sjovt nok også høre engang imellem).
Bare jeg ikke nu ikke bliver indlagt på den lukkede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar