Ja, så fik jeg endelig set Dali museet - indefra.
Det har jeg ønsket mig i mange mange år.
Jeg må sige, at besøget fuldstændig har ændret mit syn på Salvador Dali og på mit lille liv.
Besøget var simpelthen så berigende. - Jeg har nu bestemt, at vi fremover kun tager på kulturrejser. Ikke flere ture, hvor jeg bare daser og bliver masseret. Nu skal der åndelig føde på menuen.
Se lige museet her - med æg på toppen, kæmpe sæbebobble og en masse vorter ? eller hvad de nu skal forestille.
NOOT - jeg fatter stadig ikke det syrehovedet. Hans værker fatter jeg ikke en brik af. Han må uden tvivl have været på et eller andet, som jeg forstår om muligt endnu mindre af.
Muséer bliver bare aldrig mig.
Al det åndelig føde overgår min hjerne.
At rende rundt mellem en masse mennesker og kigge på vægge. - Heldigvis købte vi ikke en rundvisning, så vi kunne spæne igennem uden den mindste smule skam i livet. Ulempen ved rundvisninger er, at det er så svært at prøve at se begavet og interesseret ud så længe af gangen.
Jeg tog dog en runde i juvel-afdelingen, hvor kæresten og lækre Lærke fik en is. Juveler måtte jeg da forstå. Men igen skød jeg langt over mål. De var vildt avanceret. Det fedeste var et bankende rødt juvelhjerte. Men igen så uhyggeligt, at jeg ikke ville turde, at have det indendøre. - Som om, den mulighed nogensinde ville oprinde.
- Det som interesserede mig mest, var kioskerne i museet. Man kunne købe de sødeste små æsker med mintpasteller i. Så pyt med, at mintpasteller smager om muligt dårligere end muséer.
Næe, giv mig en gade, med en masse butikker, loppemarkeder. Det kan jeg forstå.
- Heldigvis har jeg fundet et kæmpe outlet nær Girona, som vi skal besøge torsdag. Mon ikke jeg kan finde en lille ting der, som jeg kan slæve hjem ?
Lærke hygger sig gevaldigt, hvor end vi kommer hen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar